Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Renovering af faldstammer sparer penge og CO2

Artikel bragt i magasinet Teknik og Miljø: Når afløbet stopper lidt for ofte, det lugter af kloak, risten er rusten, og fugt og skimmelsvamp begynder at brede sig, er det ved at være tid til at se på bygningens faldstamme. Normalt bliver en udtjent faldstamme udskiftet med en ny, men det er både billigere for kommunekassen og mere klimavenligt, hvis kommuner i stedet får faldstammen renoveret efter samme princip, som kloakmesteren renoverer kloakledninger.

Foto: Aarsleff

Faldstammesystemer er udført i støbejern, og de har typisk en levetid på 50 år. Ejerne af en stor del af de danske rådhuse, børnehaver, plejehjem og etageejendomme fra 1970’erne og tidligere står derfor over for en beslutning om, hvad der skal ske med de udtjente faldstammer.

Renovering eller udskiftning?
En traditionel udskiftning af faldstammer er ofte en større operation, hvor beboere og brugere af bygningerne må finde på alternative løsninger, mens gulvene i køkken og badeværelse brækkes op, og alle installationerne er ude af drift i op til fire eller fem uger, hvor udskiftningen er i gang. Alt efter om det er en børnehave, et plejehjem, en sportshal eller en rådhusbygning, der skal have skiftet faldstammer, betyder det i praksis toiletvogne i gården, rugbrødsmadder, midlertidigt lån af andre bygninger eller genhusning.

En stor del af det kan undgås, hvis faldstammen i stedet for bliver renoveret og genanvendt. Køkken, bad og toilet kan dog heller ikke bruges, mens renoveringen er i gang, men det tager typisk mindre end en uge, så beboere og brugere kan hurtigere komme tilbage til den vante hverdag. Miljø- og klimapåvirkningen er også mindre, når de eksisterende rør og installationer genanvendes. Når kloakmesteren renoverer afløbsledningerne i stedet for at udskifte dem, er CO2-udledningen i gennemsnit to en halv gang mindre. Vurderingen fra fagfolk er, at CO2-besparelsen ved renovering frem for udskiftning af faldstammer er i samme størrelsesorden. Samtidig genereres der langt mindre byggeaffald og sundhedsfarligt byggeaffald som f.eks. asbest fra etageadskillelserne.

Udgiften kan halveres
Det er ikke kun beboernes velbefindende, miljø og klima, der vinder ved i højere grad at renovere  faldstammer. Udgiften ved en renovering er omkring halvdelen af prisen ved en udskiftning af faldstammen. Ifølge entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S kan kommuner, regioner og staten spare cirka 5 mia. kr. ved at renovere faldstammer i skolebygninger, sportshaller, kontorbygninger osv. Almennyttige boligforeninger kan spare op til 7 mia. kr. Det skønnes, at faldstammerne i mere end en million boliger i etagebyggeri nærmer sig udløbsdatoen, så der er mange penge at spare for boligejere, boligselskaber, regioner, kommuner osv.

Flere teknikker til at renovere
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle faldstammer kan renoveres. En afgørende faktor for en vellykket renovering er, at faldstammen kan rengøres, og at rengøringen kan ske, uden at faldstammen går i stykker. Mindre gennemtæringer og utætheder kan godt håndteres, men i det store hele skal den yderste del af faldstammen være intakt.

Der findes flere forskellige produkter til at renovere faldstammer. Helt overordnet kan de nuværende metoder opdeles i to: Strømpeforing og coating. Fælles for metoderne er, at de begge kan være i stand til effektivt at tætne en udtjent faldstamme. Det gælder også de faldstammer, som er svært tilgængelige, men der er stor forskel i materiale og installationsprocedure. 

Strømpeforing har traditionelt været anvendt til at renovere kloakledninger, men metoden er de seneste ti år blevet udviklet, så den også kan bruges til at renovere faldstammer. Strømpeforing indebærer, at der ved hjælp af en speciel teknik installeres et nyt ”rør” i det eksisterende. Ved en coating sprøjtes i stedet hærdeplast i flere omgange på den indvendige side af faldstammen. Der dannes dermed en tynd gummihud, som hæfter på den gamle overflade.

Afhængigt af den valgte teknik forlænges levetiden for faldstammen med op mod 100 år, hvilket svarer til levetiden for en nyinstalleret faldstamme af plast.

Kontrolordning på vej
De mange forskellige produkter til faldstammerenovering gør det svært for den ikke-teknisk kyndige at vide, hvilket materiale og hvilken installationsprocedure der er den bedste at vælge, ligesom også kvaliteten af renoveringen er afhængig af installatørens kompetencer og erfaring. Samtidig er renoveringen skjult inde i faldstammen, så det er ikke muligt for bygherren at se, om renoveringen lever op til den lovede kvalitet. Bygherren er med andre ord overladt til at stole på, at entreprenøren leverer det, som er blevet lovet. Derfor kan der være en vis skepsis overfor renovering af faldstammer, og der har desværre også været eksempler på, at renoveringer ikke har levet op til forventningerne.

Der var for godt 20 år siden en lignende udfordring med renovering af afløbsledninger. Efter pres fra nogle af de største kommuner, blev der derfor oprettet en kontrolordning for ledningsrenovering. Den giver i dag kommuner og forsyningsselskaber en garanti for, at renoveringen af afløbsledningerne opfylder en række krav om kvalitet og levetid. Inspireret af de gode erfaringer med en kontrolordning for ledningsrenovering arbejder bygherrer, rådgivere, entreprenører og DI Dansk Byggeri sammen om at etablere en lignende kontrolordning for faldstammerenovering. Ordningen forventes oprettet i foråret 2021.

Artiklen er bragt i magasinet Teknik og Miljø i november 2020 og skrevet af Trine de Fine Skibsted, konsulent hos DI Dansk Byggeri.