Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Regeringen går i gang med at udarbejde en national klimatilpasningsplan

Nu sker det: Regeringen går i gang med at udarbejde en sammenhængende national klimatilpasningsplan. Det vækker glæde hos Dansk Infrastruktur.

Der er bred politisk opbakning om at sætte arbejdet med en sammenhængende national klimatilpasningsplan i gang. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet den 24. november 2020.

Det vækker glæde hos branchesammenslutningen Dansk Infrastruktur i DI Dansk Byggeri.

- Fra Dansk Infrastruktur skal der lyde en stor tak for, at regeringen nu går i gang med at udarbejde en national klimahandlingsplan. Dansk Infrastruktur er også indbudt til at indgå i samarbejdet om at udarbejde planen, og vi har masser af forslag til, hvad der kan gøres. Både når det kommer til finansiering og til fjernelse af lovmæssige barrierer, siger Henrik Friis, chef for Dansk Infrastruktur.

Selvom aftalen glæder Dansk Infrastruktur peger Henrik Friis på, at det kun kan gå for langsomt med at få lavet en samlet plan for klimatilpasningen.

- De næste orkaner, som dem vi havde i 2013 eller 2015 kan være lige om hjørnet. Det er ikke sikkert, at de venter på, at regeringen er klar til politiske forhandlinger i 2022. Derfor skal vi allerede nu i gang med flere projekter til kystbeskyttelse og klimasikring af byerne mod vandmasser fra havet, skybrud og stigende grundvand, siger Henrik Friis.

Der er allerede nu mange planer for, hvad man kan gøre for at sikre de danske byer og kyster, men hvis de skal blive til virkelighed kræver det finansiering og tværkommunale løsninger.

- Kommuner og vandselskaber har masser af planer, men alt for mange ligger i skufferne på grund af manglende finansiering samtidig med, at der mangler sammenhængende løsninger på tværs af kommunerne, siger Henrik Friis.

Derfor har Dansk Infrastruktur tidligere foreslået, at Danmark skal have for en klima- og kystfond. 

Det forslag kan du læse mere om ved at klikke her

Kort om aftalen
Det er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet og Frie Grønne, som er enige om, at udfordringerne med det mere ekstreme vejr, stigende pres på kysterne og grundvandsstigninger skal håndteres.  Derfor vil regeringen igangsætte arbejdet med en samlet klimatilpasningsplan herunder fire konkrete projekter, der allerede sættes i gang i 2020.

Læs mere om de konkrete projekter i pressemeddelelsen ved at klikke her